Mænds helbred

 

film

podcast

tekster

Vold i parforholdet kan skade dit helbred

At leve i et parfold med vold kan have vidtrækkende konsekvenser for voldsramte mænds helbred. Derfor er det vigtigt at kende de faktorer, som er vigtige for at mænd kommer igennem store belastninger og kriser.

Hvorfor er venskaber vigtige for mænds helbred?

Ifølge psykolog Svend Aage Madsen kan ensomhed og isolation gøre det sværere at komme godt igennem en krise.

”Den allervigtigste beskyttende faktor vi har til at klare os, når vi kommer ud for nogle voldsomme ting, det er at have nogle nære relationer og nogle fortrolige”.

Hvis man er ensom og ikke har nogle tætte venner til at støtte sig, så er man meget mere sårbar og i risiko for at voldsomme begivenheder sætter sig varige spor fysisk og psykisk.

Selvom man har gode venner, så er det ikke sikkert at man som mand deler sine private problemer og taler med andre. Mange mænd går alene med deres problemer og kriser. Det kan der være flere årsager til: måske er man usikker på, hvordan ens kammerat vil reagere. Eller man er ked af det og flov over, hvordan det står til
derhjemme. Det kan være svært at række ud efter hjælp, når man har det dårligt.

Når det er svært at finde ordene

En anden grund er, at det kan være svært at få sat ord på, hvad der egentlig foregår. Ifølge Svend Aage Madsen har mange mænd ikke så meget sprog for alt det, der handler om at have det slemt. Uden et sprog for de svære følelser er det svært at kommunikere med sine venner, kommunen, egen læge eller en psykolog.

Når du mangler ordene til at beskrive din situation, bliver det svært for andre at forstå hvad du går igennem og at hjælpe dig. Vanskeligheder ved at formulere det, man mærker, kan gøre det vanskeligere for manden at få hjælp hos sin læge. Voldsramte mænd kan have en række fysiske symptomer som reaktioner på volden. De samme symptomer kan også skyldes fysisk sygdom fx hjertebanken og hovedpine.

Men sproget er også vigtigt for at man selv kan håndtere krisen. Hvis man ikke kan sætte ord på sine følelser og oplevelser, så vil de køre rundt i hovedet på en. Det kan på sigt føre til psykiske problemer.

Hvorfor er det vigtigt at få hjælp tidligt i forløbet?

Når man er presset af tankemylderet i hovedet, bliver det sværere at passe på sig selv og gøre de ting, som er gode for ens helbred og humør: motion, sund kost, en god nattesøvn og socialt samvær.

Psykisk og fysisk vold kan over tid belaste mandens helbred så meget, at han kan udvikle stress og depression og PTSD. I værste fald kan det føre til, at han bliver selvmordstruet og måske ender med at tage sit eget liv. Mænd begår selvmord langt hyppigere end kvinder. Måske fordi mænd er længere tid om at få den nødvendige
hjælp, når de står i en livskrise end kvinder er.

Pas på dit helbred

Hvad kan du gøre som mand for at passe på dit helbred i en livskrise?
 Tal med andre – venner, familie, kollegaer
 Vær med i fællesskaber. Lad være med at isolere dig
 Få hjælp tidligt i krisen!
 Tal med din læge eller en psykolog

Film: Mænds helbred

Hvad kan du gøre som mand for at passe på dit helbred i en livskrise? Hvorfor er det så vigtigt at tale med andre?

Podcast

Mænds helbred. Hør psykolog Svend Aage Madsen om hvorfor er venskaber vigtige for mænds helbred og hvorfor det er sværere for mænd at bede om hjælp, når de har problemer.

Forum for mænds sundhed

Få mere viden på mænds helbred og inspiration til, hvad du selv kan gøre.

  • Om Vold mod Mænd:
  • Formålet med platformen Vold mod mænd er at:
    – informere mænd i voldelige og dysfunktionelle forhold om hvad partnervold er
    – motivere dem til så tidligt som muligt i en krise at tage kontakt og få hjælp
    – give den enkelte mand mulighed for at gå fremad i det tempo, som passer
    ham
    Informationen på vold mod mænd er generel og kan ikke erstatte den individuelle
    rådgivning, som en samtale eller et fysisk møde kan give.