Rettigheder

 

film

podcast

tekster

Hvornår har man brug for juridisk rådgivning?

Som mand har du oftest brug for rådgivning i sager om børn og samvær eller i voldsager, både hvis man er anmeldt for vold eller er offer for vold. En advokat kan støtte en voldsramt mand som bistandsadvokat eller være forsvarer for en voldssigtet mand.

Juridisk rådgivning i familie- og straffesager

Jane Rasmussen er advokat med speciale i familieret og strafferet. Hun er tilknyttet Horsens Krisecenter for Mænd som frivillig juridisk rådgivning. Rådgivningen kan være en times gratis møde eller et telefonmøde, hvor mandens situation bliver taget op. Efterfølgende vil der være honorar, hvis hun skal føre sagen for den pågældende i retten.

Familesager er typisk sager om børn, forældremyndighed, bopæl og samvær. Det kan være ret omkostningsfuldt at have en advokat med i familieretshuset, så derfor kan det være en ide at have en bisidder med, som ikke er advokat, men kan støtte og ledsage en. Det
kommer an på den enkeltes situation og det må man derfor vende med sin juridiske rådgiver.

Bemærk: der er forskel på, om du har en bisidder med, som er en mere passiv rolle eller en partsrepræsentant, som har en aktiv rolle på dine vegne. Derimod skal man have en advokat med, hvis man er i det strafferetslige system som voldssigtet.

Offer for partnervold

Fysisk vold er den mest almindelige vold. Psykisk vold er i dag også strafbart.

I partnervoldssager er der som oftest kun de to parter tilstede. Hvis man som mand er offer for partnervold, så er det vigtigt at man anmelder volden hurtigt til politiet og kommer på skadestuen for at få dokumenteret volden. Ellers kan man risikere, at det vil være påstand mod påstand i en eventuel efterfølgende retssag. I sådanne tilfælde risikerer sagen at blive lukket inden den kommer i retten, fordi man ikke kan løfte bevisbyrden om at volden har fundet sted.

se infofilm

Hvordan kan man bevise psykisk vold?

Psykisk vold efterlader sig ikke tydelige fysiske aftryk ligesom fysisk vold. Men hvordan kan man så bevise, at man er offer for vold? Ifølge advokat Jane Rasmussen kan det være ret besværligt at løfte bevisbyrden og der skal meget til, før at der kan dømmes for psykisk vold.

Problematikken er, at det kun er de to parter, som har overværet det skete. Desuden skal den psykiske vold være foregået igennem længere tid, volden skal være manipulerende, grov og nedgørende. Det kan være umuligt at bevise.

Stalking

Ved stalking er det i højere grad muligt at bevise, at man har været udsat for noget ulovligt. Man kan notere de fysiske tegn på stalking, fx hvornår man bliver kontaktet med opkald og mails, opsøgt på adressen osv. Det kan derfor være en god ide at gemme beskeder og mails, som kan dokumentere den uønskede kontakt.

For at beskytte sig mod chikanen, kan man få nyt telefonnummer eller på anden gøre det sværere for stalkeren at udsætte en for stalking. Der skal meget til, før en person kan blive dømt for stalking eller får et tilhold.

Anmeldt for vold

Når du bliver anmeldt for vold, skal du først til en afhøring hos politiet. Det anbefales, at du har en advokat med til afhøringen – uanset om du er uskyldig eller om du har været voldelig.

Det er vigtigt at have en kompetent juridisk repræsentant til at rådgive og støtte igennem forløbet hos politiet. Det er meget krævende at være sigtet for noget og skulle til politiafhøringer alene. I det strafferetslige system, som politiet er del af, kan du kun have en advokat med. Du kan altså ikke få en frivillig bisidder med til at støtte dig under en afhøring.

se infofilm

Det familieretslige system

Det familieretslige system består af et familieretshus og familieretten. De to instanser træffer afgørelser i børnesager. Familieretsshusets opgave er at oplyse sagerne, dvs. undersøge dem. Det er her, at man sender sin ansøgning ind om fx samvær.

I familieretsshuset bliver de to forældre indkaldt til en samtale for at høre deres oplysninger som første del i sagsbehandlingen. De to parter er i reglen uenige om forholdene. Derudover indhentes der objektive oplysninger om familien ind fra bl.a kommunen, skoler,
og politiet.

Man forsøger at få parterne til at indgå forlig. Hvis det ikke er muligt, går sagen som regel videre til familieretten. I familieretten fører man ikke beviser. Man bruger oplysningerne til at vurdere, hvad der er bedst for barnet og så vidt som muligt undgå konfliktoptrapning. Det er familieretten, som træffer den endelige afgørelse.

Film: Offer for partnervold

Hør om dine muligheder i filmen “Offer for partnervold”.

Film: Stalking

Se film om stalking og få info om, hvad du kan gøre.

Film: Anklaget for vold

Se film om dine rettigheder, når du er anklaget for vold.

Film: Det familieretslige system

Få en kort introduktion til lovgivningen på fire områder, som kan være relevant, hvis du er offer for partnervold eller er på krisecenter som følge af et opløst parforhold.

Stalking

Er du udsat for stalking? Læs mere om hvad stalking er, hvornår det er strafbart og hvordan du kan anmelde stalking hos politiet.

  • Om Vold mod Mænd:
  • Formålet med platformen Vold mod mænd er at:
    – informere mænd i voldelige og dysfunktionelle forhold om hvad partnervold er
    – motivere dem til så tidligt som muligt i en krise at tage kontakt og få hjælp
    – give den enkelte mand mulighed for at gå fremad i det tempo, som passer
    ham
    Informationen på vold mod mænd er generel og kan ikke erstatte den individuelle
    rådgivning, som en samtale eller et fysisk møde kan give.